En del er efterhånden blevet hverdag og – ja så går tiden uden man får skrevet så meget. På den ene side er der så meget at skrive om at jeg ikke kan følge med, på den anden side er det jo ’bare’ hverdag.

I dag har været en rigtig dejlig dag. Det er søndag og vi startede dagen med at tage til gudstjeneste i ACC (Arusha Community Church – en menighed af kristne fra alle retninger, skabt omkring det internationale miljø i Arusha). Det er et rart sted at være. Ungerne har venner der, og hygger sig i børnekirke under gudstjenesten og vi møder en venner/bekendte fra hele verden. Jeg kendte ikke rigtig noget til det internationale miljø før jeg kom her, og havde nok heller ikke regnet med at det var noget jeg havde lyst til at være en del af. Men må sige at jeg er faldet rigtig godt til der. Blandt andet er vi en gruppe kvinder der mødes hver torsdag. Det er en bibelgruppe, men der bliver talt om ALT mulig – fra hundehvalpe, prisen på smør, børn og skole og til sexlivet efter fødsler. Rigtig dejligt at have sådan en flok kvinder som venner og vidner til livet vi deler hernede.

Der findes faktisk en stor gruppe mennesker der er født og opvokset i disse miljøer; det er deres ’hjemland’. Hvis ens forældre er fra Tyskland og Canada, man er født i Zimbabwe, vokset op i Congo og bor og arbejder nu i Tanzania – så har man ikke et hjem – et fædreland – som jeg har i DK. Hvis disse mennesker bliver sendt til Europa eller andet, så savner de ikke særligt Afrika, men det at være en del af et internationalt miljø. Det har virkelig været en ny verden jeg aldrig har set før.

Da vi var færdige i kirken, tog vi på en cafe og spiste frokost sammen med et vennepar fra Sverige og et Schweizisk /international. Vi prøvede et nyt sted – Mulberrys – som var både hyggeligt og ok billigt. Det er så skægt at opleve hvordan Fingal (S) og Thomas leger på engelsk. De gør sig ikke engang ulejligheden at prøve at lege på skandinavisk/modersmål – nej de slår helt naturligt over i engelsk begge to.
det blev nogle dejlige timer, før vi ved 15-tiden kørte hjemad med en temmelig træt Sofie.

På vej hjem blev vi stoppet af politiet (det gør man tit tit tit hernede), og vi fik en bøde for kun at have en advarselstrekant i bilen (!?!). Lad os bare sige at det ikke er hverken første eller sidste gang vi får en bøde. Men da vi kørte videre spørger Thomas: Hvorfor skal politiet altid have vores penge? Giver de dem til de fattige? Hvem giver de dem så til? – Lidt af en samfundssnak at tage med en 5-årig…

Hjemme igen var vi en tur nede og spille tennis, mens ungerne så Ipad. Det var tæt på at jeg havde banket Christian!!!
I går havde vi gæster og fik ristaffel og der var rester til aftensmaden i dag. Det passede faktisk med at Esra (den nyansatte principal) tilfældig kom forbi og fik en portion mad med. Nu sidder jeg så her og skriver og burde gå i seng. Man bliver uendelig træt hernede! Om det er varmen eller støvet eller hvad det er ved jeg ikke, men træt bliver jeg i hvertfald J

Så nu er det sengetid inden en ny uge starter. En uge som vi på mange måder glæder os til. Thomas er fyr og flamme over at han i morgen mandag skal have merit-badge – altså en præmie for at have opnået noget særligt fagligt. Thomas får den for at være blevet så dygtig til engelsk og næsten kunne læse. Han får så lov til at bære dette badge på sin uniform hele den kommende uge.

Og og og på lørdag sent kommer Ebbe endelig her til Tanzania. Nogen husker måske at han ikke kunne få lov til at komme til jul, da hans rejseforsikring ikke ville dække. Men det er nu på plads og nu glæder vi os alle til at vise morfar vores liv her <3
Så jeg har lige talt med Ebbe for at planlægge hvad han kan tage med; spegepølse, ristede løg, matadormix og andre lækkerrier. Det er altid dobbelt gevinst at få gæster; glæden ved gæsterne og det de har med til os (mums).

Ellers tænker jeg meget over mig selv og livet i det store perspektiv. Men det deler jeg en anden dag.

Godnat :)

Inden vi rejste, lavede jeg en samarbejdsaftale med Danmission - en såkaldt associeret aftale. Det betyder at jeg laver små frivillige opgaver når jeg har tid og når de har brug for interviews eller små indlæg.
Det har været lidt en proces for begge parter at finde ud af hvordan vi mest muligt ud af denne associerede aftale. Men en af tingene er at jeg nu har fået min egen blog, hvor jeg vil skrive om det at være udsendt som familie.

I kan læse mit første indlæg her eller finde mig på: https://blog.danmission.dk/

(Dette var egentlig formuleret til Danmission - men tænkte at I måske også havde lyst til at læse det )

Der er mennesker overalt! Mennesker i farvestrålende og smukke kjoler og pæne jakkesæt, alle er de i søndagstøjet.
Spænding og forventning, smil og hilsner, støv og farver, der flyder sammen med rytmen og pulsen fra brassbandet. Bekendte der mødes, en masse nye ansigter, sorte og hvide, alle i forventningsfuld venten på den procession, der startede i den anden ende af byen og hvis ankomst vil markere at selve ceremonien kan begynde.

Det er kun anden gang at man her i Meru stift skal indsætte en ny biskop. Første gang var for 24 år siden, og det ses tydeligt at man har gjort sit yderste for at markere denne særlige dag. Ca.30 store pavilloner er sat op udenfor kirken, og nok knap 1000 stole stillet frem for at skabe plads til alle både særlige VIP’s, indbudte professorer fra nær og fjern OG de helt almindelige kirkegængere der nysgerrige og kommet for at se deres nye biskop - Elias Kitoi Nasari.

Endelig kommer optoget og et stort antal biskopper stiller op og går i spidsen ind til den opstillede scene som er indrettet som koret i en kirke og hvor alle biskopperne skal sidde under den 6 timer lange ceremoni. Det kan godt være at man som Luthers kirke, har gjort op med pavemagten. Men hold op hvor er deres biskopper et imponerende syn! - -

Efter at alle respektfuldt har ladet biskopperne komme på plads, bliver der et leben og et mylder af den anden verden, for at komme ind af den lille låge, for at alle vil ind og have en god plads.
Men vi kunne have sparet os. For selv om vi faktisk var heldige (og havde den rigtige hudfarve) at komme til at sidde relativt tæt på scenen, var der så mange journalister at udsynet til de mange smukke bispekåber og bispehuer (gad vide om disse tophatte har et rigtigt navn???), var mildest talt begrænset.

Jeg var på en gang enormt ydmyg og meget spændt på at få lov til at opleve en bispevielse på så tæt hold. Og samtidig var jeg ret usikker på hvordan jeg burde opføre mig denne nye situation i dette stadige fremmede land hvor jeg tidligere er kommet til at overskride kulturelle barriere uden at ville det, så jeg har hele tiden antennerne ude og forsøger at holde den rette etikette. Heldigvis har jeg fået udleveret program for dagen – og de 63 sider !!! giver mulighed for at jeg kan synge med på salmerne, kan være med på menighedssvar og kan finde læsningerne i min danske bibel, medbragt til lejligheden – kort sagt hjælper mig til ikke at falde helt ved siden af.

En ting som man må lærer her i Tanzania er at hilse. At hilse på hinanden, og gøre det på den rigtige måde så man viser sine roller og den respekt hver især forventer, er en kultur man bør få styr på så hurtigt som muligt. En stor forskel fra vores danske kultur, hvor vi sjældent hilser på mennesker vi ikke kender. Men her i Tanzania er det altså omvendt, her bliver situationen akavet hvis man ikke hilser respektfuldt på hinanden.

Det er en af grundene til at ceremonien varede over 6 timer. For hvor vi indleder gudstjenesten med indgangsbøn, så indledte de her med at alle de indbudte gæster fra hele verden blev nævnt, rejste sig og blev budt velkommen. Herefter kunne gudstjenesten endelig begynde. En dejlig gudstjeneste med input fra adskillige kor, prædiken over vandringen på søen (og lederskabet som synker hvis ikke det bygger på troen på Kristus – så vidt jeg forstod), alle 23 biskopper læste et bibelstykke for kandidaten og det hele kulminerede i håndspålæggelse og selve indvielsen.

_____ Efter at Nasari nu var blevet biskop, læste en af medarbejderne fra stiftet hele biskoppens arbejdsbeskrivelse op og herefter blev samtlige 72 præster i stiftet nævnt ved navn + emeriti. NU begyndte jeg at sidde uroligt! Der var gået 5 time, temperaturen var godt over 30 grader, min vandflaske var tømt for længe siden og der var stadig over 20 sider tilbage af programmet…..

Nu hvor selve ceremonien var på plads, var det tid til hilsner igen. Efter tur kom gæster fra nær og fjern op og overbragte hilsner og gaver fra et universitet i Michigan, det Lutherske verdensforbund, venskabsmenigheder i Tyskland, diverse missionsselskaber osv. osv.

Jeg kunne nok ret nemt, ud fra det udførlige program, fortælle om hvad der skete under resten af forløbet, men sandheden er at jeg gik. Lavede snigeren; lod som om jeg skulle på toilettet og kom ikke tilbage.

Men ud fra den viden jeg har om hvordan man griber den slags festlige lejligheder an her i Tanzania, er jeg ret sikker på at der gik minimum 1½ time før de blev færdige, hvorefter der blev serveret mad for alle. Til dette måltid vil der være to højdepunkter.
1) Når ’kagen’ (ndafu) bliver båret ind. ’kagen’ er en stegt ged, der sidder med hoved og hele baduljen, og som skæres ud og spises. (Billede fra anden sammenhæng)
2) Når ‘kagen’ serveres og alle de vigtige skal op og give (og få) et stykke til den nye biskop.

Måske gik jeg glip af den vigtigste del – i alt fald den mest folkelige. Men jeg må sige at det var en meget stor oplevelse at være med til bispevielse. En oplevelse, som jeg i Dk kun ville have set på tv, blev her til virkelighed for øjnene af mig – og så endda i en noget mere farvestålende udgave end i Dk.

I Dk bliver kirken ofte nævnt som kulturbærer – også af dem der ikke selv bruger kirken ret meget. Som om hverken kultur eller kirke ville kunne stå selv, hvilket jeg mener er helt misforstået. Kirken som kulturbærer er et fængsel, som hverken kulturen eller kirken vil kunne leve med i længden.

Her i Tanzania oplever jeg igen og igen at kirken, har en tæt relation med de mennesker der bruger kirken og at kirken dermed hele tiden er i et dynamisk og pulserende forhold til hverdagen og livet. Her er det hverken kirken som institution eller præsterne, der bærer noget, men kirken er fordi befolkningen bærer troen og dermed bærer kirken.

Måske er det for inderligt til den danske folkekirke, og den afrikanske baggrund er så uendelig forskellig fra vores – og så alligevel? Måske er der rigtig meget vi kunne lære af kirken her i Tanzania.

Allerede før vi kom til Tanzania vidste vi at vi havde arvet danskerjulefrokosten den første weekend i december.

Ved at være klar. Teltet giver ly for solen tænkte vi - og så regnede det hele dagen!?!
Det sidste lunes og gøres klar

velkomstdrik

-  - - - - -
Gæsterne dukker op. En god blanding af studerende, ambassadøren, mennesker der er født her med danske forældre, kontraktfolk (som os), Nogen på gennemrejse (og trænger til en spegepølsemad), en proprietær, og andet godtfolk

-   Maden på bordet. Alt fra sild og snaps, ribbenssteg, frikadeller, remoulade og ristede løg - til cognac og dansk slik til kaffen.

En af de ting vi alle havde glædet os til, var at få gæster hjemmefra og vise dem vores liv her. Og ENDELIG  kom omma-Lisbeth <3
Børnene havde i månedsvis øvet sig på stykket om den lille stjerne der ikke kunne lyse. Og de opførte det den sidste dag inden juleferien (8/12)
-  -  - -  - -

Hold op hvor var vi stolte af dem!!!

En dag vi ikke havde glædet os til var at sige farvel til Peter - som har været midlertidig principal, indtil en stillingen blev besat. Det blev en overdragelse med den helt store ceremoni, med den lokal stammehøvding (i jakkesætet), der overrakte Ezra (den nye principal i ternet skjorte) lederstaven, som Peter havde haft indtil da.
Ha det godt hjemme i Dk Peter - ses til sommer i Dk . -

Siden jeg kom har jeg været en del af en kvinde-bibelgruppe som mødes engang om ugen. Vi mødes privat, men da jeg bor et stykke udenfor Arusha og de flestes børn går i skole i Arusha, mødes vi ikke hos mig.
Jeg holder meget af at mødes med disse skønne kvinder, hvor vi deler liv og tro - ja kvinder som jeg vil kalde mine venner, selvom jeg har kendt dem så kort. En tilfældig mandag skulle en af dem i lufthavnen (som ligger ‘tæt’ på os) og spurgte om hun kunne kigge forbi. Det endte med at vi samlede en del af gruppen til hygge og tøsesnak
-

Temperaturen steg i takt med at dagene til jul blev færre og færre - og endelig kom de ….

-
Planen var egentlig at far-Ebbe skulle have været med. Men pga ny gigtmedicin, ville hans rejseforsikring ikke dække. øvøvøvøvøvøvøvøvøvøvøvøvøvøvøvvø!!!!!!
Heldigvis ser det ud til at de snart lader ham rejse, og så vil vi glæde os rigtig meget til at se ham her i Afrika <3

Mine søskende fik ikke lov til at hvile ud særlig længe. Allerede på anden dageb slæbte vi dem med på kaffevandring.
-  - 

Endelig blev det jul

Som jeg allerede har skrevet lidt om, hold jeg skandinavisk gudstjeneste d.24.

  -  Lucia på flere sprog

- -

og ‘træet’ skulle pyntes 

Juleaften blev en dejlig aften, med gaver, juleand & risalamande, dans om juletræet (og om bananpalmerne udenfor) og for få julesalmer (hvis man spørger præsten ).
Det sjove her i huset er jo at bedst som man har holdt fest, så vågner vi til endnu en fest, nemlig Sofies fødselsdag
med endnu flere gaver. Og sikke et fint slot der var fra mormor <3
Juledagene bragte på massere af hygge. Bl.a en tur til maji moto

og den skønneste hike i lokalområdet - mount merus skråning
-  -   -  - - turen afsluttes med en banan hjemme hos Neema, vores guide

D. 27. rejste Lisbeth hjem til Dk. Uhuuuu var svært at sige farvel men allerede dagen efter ankom Per, en af mine kollegaer fra Dk og så var der fuld gang i huset igen.
Mine søskende besluttede at holde nytår ved havet, så de fandt en bus og drog afsted. Meningen var at jeg skulle følge efter, så jeg kastede mig ud i turen på landevejen som tager knap 9 timer!
Det blev en skøn tur med det smukke landskab for øje og div. podcast i ørerne (lærte bl.a noget om handelsruter i bronzealderen).

-  -Endelig …ved havet og mine søskende havde fundet det dejligste sted

hvor vi nød livet og hinandens selskab et par dage -

- Jeg fandt en sofa - men andre hængte hængekøjen op
31/12 - nytår på Beach Crab resort, med grillbuffet, bål på stranden og mange tanker om året der gik og det som kommer.

og så kom vi til januar, men det bliver i et nyt kapitel. Så slutter med morgen 1/1 uden tømmermænd, før vi kørte tilbage mod Arusha. Det eneste vi manglede var udsigten til Kilimanjaro - og den kom så, kort før solen gik ned - Perfekt  <3

Og sådan lakker december pludselig mod enden.
Det har været en god måned. En måned vi alle havde set meget frem til: Julesok, Julefrokost for danskerne, nativitiplay i skolen, juleferie, Omma der kom på besøg, Christians tur til Sydafrika, besøg af mine søskende, jul med (kun) en skandinavisk gudstjeneste, fødselsdag, nytår og en masse rigtige hyggelige stunder med venner og familie imellem det hele.

Her juledag ser jeg tilbage på en måned der er fløjet af sted uden på nogen måde at have været hektisk, sammenlignet med vores december i DK, som altid er fyldt med juleafslutninger både privat og arbejdsmæssigt.

Som sagt er det juledag – Sofies fødselsdag. Det er lidt specielt at have et autistbarn som er fuldstændig kvæstet ovenpå juleaften og som på den ene side gerne vil fejres og på den anden side ikke magter det på denne dag. Men synes faktisk vi har fundet en rigtig fin balance vi alle har kunne være i. Der er blevet bygget en del lego og har været rigtig meget nærvær og kvalitetstid, både om lego og andre gaver – samtidig med at vi alle har haft brug for at stene og finde os selv efter dagen i går. Vi startede dagen med fødselsdagssang og her sidst på eftermiddagen blev der bagt bolle og lavet kakao, hvilket var en af de ting Sofie havde ønsket sig på sin fødselsdag.

24/12
Som så ofte før stod jeg tidlig op for at få vendt dagens prædiken. En prædiken som var enkel og handlede om at føle sig hjemme og at være hjemme i Ham der var hjemløs i verden. Men også en prædiken som var helt anerledes end nogen juleprædiken jeg ville have kunne holde i dk, fordi størstedelen af tilhørende her er erfarne kristne og dermed har en anden forståelsesramme at tale ind i. Desuden er det mennesker som er vandt til lægledede gudstjenester, og dermed selv er en aktiv del af gudstjenesten både med sang, bøn, læsninger, musik, krybbespil etc. Noget jeg lige skal vænne mig til når jeg er vandt til at der er mig der planlægger og afholder gudstjenester. Kan mærke at det er en proces for mig at give slip på ’min’ gudstjeneste. Egentlig ikke så meget i udførsel, men nok mest i planlægningen.

Gudstjenesten blev holdt i Annes have på Scripture Mission med efterfølgende putluck (sammenskudsgilde).
Vi var hjemme ved 15 tiden og 17.30 kom Simon, Mette og Samuel med lækker rødkål, risalamande, rødvin og meget andet godt til julemaden. Ænderne var stegt dagen før så det var ’kun’ flæskestegen der skulle steges d.24.. Det endte i lidt af en farse, idet vi for det første ikke fik stegen i ovnen til tiden, da vi ikke kunne få fat på nøglen til huset. Da vi kom ind var den slet ikke tøet op, på trods af at den har ligget to døgn i køleskabet. Så det endte med at vi ’kun’ spiste and, fordi stegen ikke blev færdig før senere – sådan kan det gå og der var vist ingen sure minder.

Ungerne var usædvanlig medgørlige! Der var ingen plagen eller græden – de hyggede sig og glædede sig. Der ud over var de umådelige gode til at give og få gaver og være søde og ivrige over, ikke bare egne gaver, men også på de andres vegne. Den-stolte-mor :)

Det var en lille smule om julen. Håber på et tidspunkt at få mulighed for at sætte nogle billeder på så I kan se hvordan jul i Tanzania Danish-stil kan være 8)

Stor tak skal lyde, både til dem der har sendt gaver med herned, til dem der har slæbt dem og for alle de mange skønne julehilsner vi har modtaget fra nær og fjern

Glædelig jul til alle jer - fra os i varmen i Tanzania

Dagen starter kl. 6.30 hvor det næsten er blevet helt lyst. Som regel er det mig der vågner først og står op og bager brød til morgenmaden. Men i dag var det ungerne der var først på færder, og jeg havde bagt franskbrød i går, så jeg kunne blive liggende lidt længere zzz

Klokken lidt over 7 er der morgenmad. Thomas spiser müesli og vi andre spiser brød med marmelade eller peanut butter. Ungerne spiser i deres nattøj (hvilket vil sige ikke ret meget i disse dage), for at uniformerne er rene når de kommer i skole.  Kl.7.30 er det tid til skoleuniformer, tandbørstning og Sofie får ordnet hår inden vi kl.7.50 kører mod skolen som starter 8.10.

I denne tid har jeg swahiliundervisning 3 formiddage om ugen – mandag onsdag fredag. I dag havde vi aftalt en udflugt til en af lærerens bekendte der dyrkede sin have økologisk, så jeg dels kunne lærer om økologisk jordbrug i Tanzania, dels kunne få øvet grøntsagernes navne :)

Hold op hun (Joyce) var sød og der blev hurtigt skabt en forbindelse mellem to haveentusiaster :) Jeg fik et stort bundt lemongrass med hjem og to planter til haven, Jordbærplanter til haven (jordbær er sjældne hernede!), ’spinat’ (nogle store grønne halvbitre blade), tobaksplanter (skal bruges til økologisk insektgift), fredsliljer til mine krukker, mynte - for slet ikke at tale om chia-frø. Wow tænkt at dyrke sine egne chia-frø! Er jeg mega spændt på om jeg kan få til at virke.
Nå men både jeg og min søde unge havemand fik lært en masse. Og da vi var færdige, inviterede mamaFrida (min lærer) os hjem til sit hus, hvilket var første gang jeg har været hjemme hos en tanzaniansk familie. Mama Frida har boet og arbejdet her på TCDC i 19 år hvorefter hun blev ’freelance’ og nu underviser når muligheden byder sig. Hendes mand og hende har et lille fint sted hvor Frida også udlever en stor passion for havedyrkning + har en del høns. Så også her fik jeg både salat (brøndkarse) og æg med hjem.

Så snart vi var tilbage gik Shabani (havegutten) og jeg i gang med at få gravet planterne ned, så de ville få en chance for at overleve her i varmen, inden jeg skulle hente Sofie i skolen.

Jeg henter Sofie når hun har spist frokost, dvs ca 12.45. Så er hun færdig og skal hjem og sove. Så når vi kommer hjem tager hun skoleuniformen af, og putter sig. I dag måtte jeg vække hende kl.14.45 da vi skulle tilbage og hente Thomas og Anton kl.15. I dag havde jeg dog lovet at tage Anton to store brødre, Karl Emil og Gustav, med hjem også. De var begge kommet til skade i skolen i går, så de kunne ikke deltage i deres normale eftermiddagsprogram på skolen (frivillige aktiviteter/sport af forskellig slags).
Så klokken 15.20 var jeg hjemme her med 5 unger som kastede sig over legoet. Drengenes far er ude og rejse i denne uge og deres mor står midt i en ret speget bilhandel, så det passede fint at de kunne være her og så lavede jeg noget aftensmad til os alle. Jeg lavede en suppe med brød til forret og kødsovs, ris og salat til hovedret – og da der var mad nok, inviterede vi også Tora, som er kontroler fra MS-København og som er her nogle dage.

Nu er ungerne puttet, køkkenet er ryddet og madpakkerne smurt. Christian flyder på sofaen med fjernsynes kørende på en eller anden film og jeg skriver lige til jer. (normalt sidder Cristian med en swahilibog. Han er ekstremt flittig med sine studier).

I morgen er det torsdag. Thomas har en særlig dag i skolen, da de skal på tur til Sct Constantine, en af de andre store internationale skoler i Arusha til en lege-sportsdag for de yngste. Dagen afsluttes med svømmeundervisning torsdag eftermiddag, hvilket er noget han glæder sig til hele ugen. Kennedy House har deres egen super swimmingpool. Nok også en af grundende til at de vinder en del medaljer i svømning når der er stævner.

Mens ungerne er i skole i morgen, skal jeg i bibelgruppe. Hver torsdag formiddag mødes vi en gruppe kvinder alle steder fra, om en gennemgang af Esters bog + tøsetalk. I morgen kommer en del med forskelligt mad, da det er thanksgiving. Vi kunne ikke finde en familiedag, men så laver vi en lille hygge dag med kalkun og sweet potato pie og den slags som amerikanerne vist traditionelt spiser til thanksgiving.  Glæder mig og føler mig enormt privilegeret at få lov til at opleve en helt masse kultur, som jeg aldrig har prøvet før! Og så endda med en gruppe kvinder som jeg er kommet til at holde meget af. En gruppe hvor rigtig meget bliver delt – lige fra kageopskrifter, børnefødsler, gode tilbud på kartofler til savnet af dem derhjemme, kaffesteder, erfaringer med vagtfolk, depressioner – ja livet i sin alvor og fylde som den leves som ex-pat her i Arusha.

Og nu - godnat, efter endnu en god dag her i Afrika

En tidlig november morgen. Regnen trommer mod ruden. Gnider øjnene mens jeg prøver at få mig selv til at svinge benene ud over sengekanten.
Alting er som det plejer og alligevel er det helt anerledes. Der går ikke timer før lyset bryder frem, det er ikke råkoldt og skuttende, ungerne skal ikke have flyverdragter, hue og vanter på og regnen er ikke tung og kold men en velsignelse som fylder sprækkerne i den tørre jord og får lokalbefolkningen til at smile og glæde sig over nok vand til at både dyr, mennesker og afgrøders overlevelse noget tid endnu.

Jeg skriver ikke for meget om det på facebook, for ikke at gnide salt i den novebermørke stemning derhjemme. I september da jeg knagfrøs og der var indiansummer i DK var der ikke mange der var misundelige, men nu hvor mørket og kulden rammer, og vi endelig har fået sommer her, har det ændret sig. Og lad mig her være helt ærlig: Jeg nyder hvert eneste øjeblik med varme og sol i fulde drag, hver eneste solskinstime som giver fregner og indre varme for en frossenpind som mig. Thomas der løber direkte ind i havevanderen og bliver gennemblødt – og det er ligegyldigt. Men i baghovedet ligger bevidstheden om at solen og varmen brænder mange afrikaneres afgrøder og efterlader dem sultne. Mit velbehag sat overfor deres eksistensgrundlag….

For mig er det at leve her i Tanzania en konstant påmindelse om altings dobbelthed. Bevidstheden om at hvor meget en socialist som mig end kunne ønske det var anerledes, så er der en forskel – en forskel på de hvide og de sorte, på dem der har magt og de magtesløse, på de fede og de sultne, på dem der har penge og dem der ingen har.

Jeg er hvid. Jeg har magt (om ikke andet over mit eget liv), jeg er fed (tyndfed, som min søster siger) og jeg har penge. Hvordan jeg end vender og drejer det, så lever jeg i en anden verden end de fleste mennesker her i Tanzania. En konklusion jeg bakser med at finde mig til rette i. En konklusion hvor min optimisme og idealisme har trange kår, og hvor min naivitet og tro og håb om forandring dagligt sættes på prøve.

Hvem er jeg? Jeg forandres konstant i mødet med virkelighedens realiteter.

Jeg forsøger at opretholde min tro på økologi og fastholder at jeg vil dyrke min urtehave uden kemikalier, på trods af at de lokale ryster overbærende på hovedet over min idealisme. Kan godt se at med deres øjne er det idioti frivilligt at overgive sin mad til insekterne.
At drive have her, kræver vanding, hvilket betyder at jeg har en havevander til at vande min have, rigtig mange timer om dagen.
Samtidig hører jeg mig selv, let irriteret, sige til Thomas for 4.gang at han ikke bare skal hælde drikkevand i sin drikkedunk, og så hælde det ud en halv time efter, bare fordi det ikke længere er koldt, hvortil ungen svarer: ”Mor jeg synes altså du skælder mig meget ud”.

Hvor er den levede idealisme og hvilke værdier giver jeg videre?

Jeg forsøgte at tale med søde Halima (hushjælp) om hvordan hun som sort, relativt fattig, ser på hvide og på den måde verden/historien har favoriseret en lille del af verdens befolkning. Hun trak på skuldrene og svarede med et smil: It is just the way it is. And you can’t help where you where born.

Gud hvor er det svært at inde hoved og hale i livet!

Og så - lige efter jeg har slået dette op, ser jeg nedenstående, som jeg har slået op på facebook for et år siden.
Relevant her…????
Nu vil jeg i hvert fald dele det med jer og så vil jeg tænke noget mere over det, igen i år :

“Dæmoni gør enøjet. Et enkelt aspekt bliver til helheden. Og det sker, hvad enten det drejer sig om noget godt eller ondt. Både godhed og ondskab kan antage dæmoniske former. Tanken om det fuldendte samfund, den rene samvittighed, den perfekte familie ender med at blive totalitær. Når godheden går amok, bliver den formynderisk; når religiøsiteten går amok, bliver mennesket selv Gud; Når moralen går amok, bliver livet umenneskeligt. Og så er Satan løs”
(Kirsten Nielsen)

Pyha, vil så gerne dele det hele hernede med jer derhjemme. Men fordi jeg ikke har overskud til at skrive jævnligt, hober det sig op, og så ender det med at jeg slet ikke får skrevet noget.

Det har jeg nu tænkt mig at råde bod på. Nu skriver jeg og deler nogle billeder fra den sidste tid. Det bliver nok ikke særligt dybt eller velovervejet – bare ren beskrivelse :)

Men da nu ungerne har ferie og da det lykkedes Christian også at få et par dage fri, besluttede vi at kører til stranden et par dage. En beslutning der ikke kræver meget overvejelse når man er i DK, men her i Tanzania er det en smuttur på ca 270 miles (ca.430 km) og det tog 9,5 timer inklusiv pauser (På vej hjem trådte Christian til så vi gjorde det på 8,5 timer). Det var en ualmindelig spændende og smuk tur gennem meget alsidigt landskab; fra det frodigste skov og områder med appelsin lunde, til det goldeste ørkenagtige landskab med kaktusser og skypumper af støv.

Kæmpe områder var dækket af sisalplanter, store planter der tydeligvis er en slags kaktus.

Ud over at det ikke bare er en smuttur til stranden, så skal man også have besluttet det nogle dage i forvejen, da mange mener man skal tage malariaprofylakse når man er ved kysten. Jeg tænkte en del over det, for det er bestemt ikke pinocchiokugler man indtager, og malaria er en sygdom der relativt nemt kan kureres. Men men jeg fik fat i piller til både til børn og voksne, til den nette sum af 900 kr for 2 v + 2 b, 3 overnatninger ved standen + 2 dage før og 7 dage efter (Tænk hvad det ville have kostet hvis vi skulle have taget det hele tiden!).
Desuden er det ret peberet at bo ved kysten. Men det lykkedes os at få booket det der hedder et safaritelt, hvor vi kunne bo alle 4 for 100US$ pr nat på peponi beach resort

Nå, men endelig var vi klar til at komme afsted - søndag morgen kl.6.30 var den gamle, men solide, Landrover pakket og klar, og afsted derudaf gik det. Vi var selvfølgelig garderet til tænderne med kiks, juice, slik, ordlege, sange osv for at underholde ungerne på den lange tur. Vi havde dog taget den ’drastiske’ beslutning at vi ikke ville have ipads med, så der var ingen film undervejs – kun os og hvad vi kunne finde på. Ungerne var fantastiske. Der var bare ingen ballade, på trods af den lange lange tur! Vi holdt en pause på en time og fik noget frokost, ellers sad de stille og roligt og kiggede i blade, legede med Lego og my little pony, sang bøllebob eller den tanzanianske nationalmelodi!

Den sidste 1½ time var på virkelig dårlig vej, hen over en bjergkam og ned mod kysten. Selvom mange turister og lokale rige kommer til kysten, er det et helt enormt fattigt område. Små hytter, bygget på et skelet af grene og klasket til med noget der ligner en blanding af kolort og mudder, ligger hist og pist, mellem et par træer.   

Engang imellem kommer vi igennem en ’landsby’ – hvor 3-4 af sådanne hytter ligger samlet og et par lasede snotunger står måbende og kigger efter os, men lyser op og vinker når vi vinker til dem.
Jeg synes det er svært. Udstiller man dem når man vinker til dem, som hvis de var aber man ser på? Og hvad mon de tænker om os der bare kører forbi og vinker til dem og forsvinder i en støvsky?
Her i Tanzania er den måde man hilser på, en utrolig vigtig del af kommunikationen. Så jeg har valgt at lægge min ’jeg-vil-ikke-ydmyge-dem-attitude’ til side og vinke det bedste jeg har lært. For hvis det at jeg vinker vækker et smil, ja så er det da en lille bitte ting disse mennesker har haft at smile af den dag.

Endelig er vi fremme! Og det første vi ser er en bil hvorpå der står Kennedy House (børnenes skole). Til ungernes store fryd, viser det sig at hele tre af familierne fra Kennedy også er på ferie hernede, både en fra Sofies klasse og en fra Thomas – herligt!
Det passer med at vi får fundet vores ’telt’ og bliver indkvarteret, får spist og når en tur ned på stranden inden det bliver mørkt. Det er den smukkeste strand med kokospalmer og en stor mangrovelund et stykke væk. Der er dog ikke rigtig noget vand….. Forskellen på Ebbe og flod er voldsom her og skibene ligger simpelthen på siden på havbunden, når det er lavvandet.

Efter aftensmaden går vi en tur på stranden. I lommelygtens skær ser vi bl.a hvordan store smukke konkylier ’kravler’ rundt på stranden – det er eremitkrebs. Et imponerende og lidt mærkeligt dyr, hvor den synlige del af krebsen faktisk minder lidt om en kæmpeedderkop jeg engang så. Se en lille film her
Vi bliver inviteret med over og stege skumfiduser sammen med de andre – og mens Sofie bliver puttet, går Thomas og jeg over og hygger lidt mere. Det var ualmindelig hyggeligt, selvom det slår mig hvor svært det er at være humoristisk /følge humor på et sprog der ikke er ens modersmål (de andre er alle sammen native english speakers).

Umiddelbart ser teltet rigtig fint ud. Men da vi er kommet i seng, må vi ret hurtigt erkende at det absolut ikke er myggefrit! – og da der ikke er myggenet, er der ikke andet at gøre end at hive dynelagnet helt op om næsen. Nu er der bare det ved det at ingen af ungerne ligger stille, så da vi står op om morgenen, er begge børn fuldstændig rødplettede!!! Sofie mest i ansigtet og på hænderne, men Thomas også rigtig voldsomt på ben og fødder.

Derfor føler vi os nødsaget til at flytte fra teltet og ind i en hytte – eller en banda som de stråtækte hytter hedder – og betale 155 US$ pr nat, men så er der også myggenet!
Hvis jeg nogensinde havde været i tvivl om det var nødvendigt at tage malariaprofylakse til 900,- så var jeg det overhoved ikke mere! Nu er der bare at håbe at det er nok, for der er ingen garanti for at man ikke får malaria alligevel!?!

Heldigvis var børnene (endnu) ikke synderlig plaget af myggestikkene. Og vi havde en virkelig dejlig dag. Ungerne legede, badede i poolen, de svømmede i havet, vi læste ’Frode og alle de andre rødder’ i hængekøjen og det hele var aldeles vidunderligt!

          
Efter en middagspause under vores nye myggenet, gik vi en tur på stranden, fandt smukke strandskaller, konkylier etc. og så nærmere på mangroveskoven og dens ’indbyggere’. Tænk jer, mangroven har en lyd. En særlig bobleagtig dryplyd - meget fascinerende!

Efter en aldeles skøn feriedag, gik ungerne i brædderne, mens de gamle sprøjtede sig godt med myggespray og tog en øl og et spil canasta på bandaens terrasse.

Det blev en laaang nat! Thomas lå imellem os og han kløede og græd, og kløede mere – det lille pus. Sofie vågnede flere gange og blev bange for at ligge selv, så Christian lagde sig ind til hende i hendes (enkelt)seng. Under vejs måtte vi bytte lidt, for at få en smule søvn. Men hey, der var ingen myg (under nettene i hvert fald)
Tirsdag morgen vågnede vi op til mørk og regnfuld himmel og det lignede noget der ville blive ved resten af dagen. Nu blev det os for meget! Thomas ville bare hjem og vi andre var nok også lidt tyndslidte, så vi besluttede at det ikke var 1300/døgn værd at blive. Vi fik pakket sammen og begav os på vej, den lange tur hjemad mod Arusha. Som tidligere skrevet, trådte Chr til, så vi var hjemme inden det blev mørkt – men det var også med kun en enkelt tissepause, hvor vi købte et par samosaer og lidt brød som frokost. Ungerne har på en aller anden måde fundet ud af at gå halvvejs i dvale når de kommer i bilen. De sidder i time efter time og stener, leger med sig selv eller hinanden, selv da de var trætte og sultne kunne vi finde ud af at lege 20 spørgsmål til professoren, og holde humøret oppe. De har været helt fantastiske!!!

Her til morgen stod vi stille og rolig op. Vi havde ikke rigtig nogen planer, men vi havde hørt om et sted et stykke mod Moshi hvor der er varme kilder. Så vi overvandt trætheden og tog afsted mod endnu en oplevelse, inden Chr i morgen skal starte på arbejde igen.

Det blev den vildeste tur! Vi havde fået af vide at det var ret meget ’off-piste’. Men at det var så langt ude kom alligevel bag på os!
Vi kørte og kørte og kørte og der var intet andet end gedeflokke, spredte træer og STØV! Støv støv støv og rigtig meget sol. Heldigvis havde vi hyret en pikipiki (motorcykel) til at kører foran og vise vejen, for vi havde aldrig, ALDRIG fundet det selv! Og bedst som vi har kørt nærmest i en time, er der en oase. En lille plet hvor der springer en kilde og der er det yndigste lille badested, 3 pedaltoiletter og en lille overdækning hvor de sælger (varme) sodavand og frisklavet chipsi mayai (ungerne er så glade for chipsi mayai at de næsten hellere vil have det end en pizza :) ).

      På vej tilbage fra denne perle in the middle of nowhere, så vi en bil der holdt og de var åbenbart i problemer. Vi stoppede og det viste sig at de var punkteret og manglede en donkraft. Vi ledte rundt, men sådan en havde vi heller ikke (hvilket nok var godt nok at finde ud af inden vi selv punkterer en dag!!!). Christian kørte ham (som talte ualmindelig godt engelsk da han havde læst i USA) tilbage til kilden, hvor andre gæster havde en donkraft. Så efter et hjulskift kunne de komme videre, og vi havde haft en sjov lille oplevelse midt i støv støv og mere støv :)

Det var lidt om hvad midt term break har budt på indtil nu. Fra nu af står ferie på at gøre klar til Thomas’ fødselsdag som skal holdes for klassen på lørdag og for vennerne på søndag. Så der skal bages noget kage, laves pizza og gøres klar. (når nu man ikke har så meget andet at se til, kan sådan en fødselsdagsfest pludselig blive til et kæmpe projekt!?!).
Nå men den lille mand glæder sig både til at få besøg og til at blive 5 år! :)

Over and out herfra :)

Det har været den vildeste dag. Aner ikke hvor jeg skal starte eller begynde eller … men nu prøver jeg

Det er søndag d.9.oktober. Jeg er til missionærmøde hvilket er Danmissions missionærer i Tanzania der mødes – og jeg har altså fået lov til at være med, selvom jeg ikke er missionær men kun har en associeret aftale. Vi er rejst ud og besøge Else Højholt i Kyerva. Kyerva er et område i Karagve-stift, som ligger helt oppe i det nordvestlige hjørne af Tanzania, lige ved grænsen til Rwanda. Skal nok skrive om rejsen senere, men her er et kort så I kan se nogenlunde hvor jeg var

Søndag startede med morgenmad allerede 7.30 da der var afgang til kirke kl.8.30. Vi skulle i en af de lokale kirker til swahiligudstjeneste. Jeg havde glædet mig meget, selvom jeg jo ikke ville kunne forstå hvad der bliver sagt.
10 minutter før bilen kører, finder en af de lokale ud af at jeg er præst, griber knoglen og ringer. Efterfølgende kan de andre fortælle mig at de nu venter mig i kirken og at de regner med at jeg prædiker  - ! - ! –
Bliver liiiige lidt paf. Det er ret angstprovokerende at skulle prædike fuldstændig uden forberedelse, ind i en kultur jeg ikke kender og jeg kan for øvrigt heller ikke sproget!?! ‘Pytpyt, Else skal nok oversætte for dig (stort smil)’ …. Heldigvis kommer Brigton over og visker mig hvilken tekst jeg skal prædike over – så vidt så godt! Jeg trækker vejret dybt, og tænker galgenhumoristisk at hvis jeg slipper fra det her, skal jeg aldrig mere bruge en uge på at forberede en prædiken! Og forsøger at synke en klump af angst, der truer med at tage magten over min mave. På en eller anden må det være den ultimative test, hvor professionel er jeg? Tør jeg stole på at når jeg står der, så har jeg noget at komme med? Så kommer jeg i tanke om; er der ikke noget med at de prædiker i halve og hele timer? Ohh ny rædselsbølge, der må sluges. Hvad end der sker, kommer jeg ikke til at prædike så længe, sådan er det bare – væk med klumpen igen (går min prædiken over 7 minutter derhjemme, begynder folk at gabe).

Turen til kirke tager ca 10-12 minutter og er himmelråbende smuk. Op og ned ad snoet jordvej, simple huse med bliktag, sorte ranke mennesker i stiveste søndagspuds på vej i kirke, geder der springer for livet kombineret med udsigt til bjergene i Rwanda, der ligge lige på den anden side af sumpen. Kæmper stadig med den der klump, alt imens en masse vinkler og tanker om teksten ræser rundt i mit hoved. Jeg husker på Helle Brinks ord om at man gerne må genbruge, og tænker at jeg måske kan bruge noget af det jeg havde forberedt til gårdsdagens aftenandagt om Jesus som vejen, sandheden og livet…..

Da vi kommer frem tager Else fat i mig og hiver mig med om til sakristiet: ”Vi går ind i procession sammen med præsten, der skal lede gudstjenesten, og koret”. Jeg følger stadig pænt trop mens jeg forsøger at se fattet og overskudsagtig ud. Kort bøn på swahili i sakristiet og så er vi klar. Koret synger mens vi bevæger os op gennem kirken i en nærmest dansende og rytmisk bevægelse følgende korrets fantastiske sang – jeg med min danske bibel under armen en flaske vand og en klump der stadig truer med at lade panikken eksploderer i min krop.

Da vi når op til alteret, bukker vi, og Else og jeg sætter os ved siden af alteret på de to stole der er sat frem. Gudstjenesten går i gang…Jeg er stadig midt i en krig mellem Pluto med englevinger, der siger at jeg må stole på Heligånden og den lille djævlepluto på den anden skulder som bliver ved at friste til panik. Jeg følger Gudstjenestens forløb, alt imens Else oversætter lidt hist og pist.

Den er den vildeste totaloplevelse! Det er så sanseligt stærkt at synge med disse mennesker - salmer jeg ikke forstår et ord af, den fyldte kirke med sorte mennesker i deres fineste tøj, lugtene, varmen, at høre koret synge og danse imens lille lyse Selma bryder farven i flokken af børn.

Undervejs i gudstjenesten skal vi også synge en dansk salme og Simon holder en fin tale (på swahili) om at vi alle er Kristi lemmer men på samme legeme og at ørene ikke kan undvære øjnene osv. Han er altså dygtig til det han laver!
efter ca 1½ time nærmer sig tiden. Jeg er på dette tidspunkt forbløffende fattet. Tager min bibel, går op foran alteret, knæler og beder en kort bøn og går på prædikestolen med de 4 stikord.

Jeg tænker at det altid er godt med et fælles grin og indleder derfor med at fortæller om hvordan man pinsedag troede disciplene havde drukket da de pludselig talte på andre sprog – men at jeg gerne ville forsikre dem om at jeg var ganske ædru, men bare ikke kan swahili endnu.
Herefter holdt jeg noget der faktisk godt kunne kaldes en prædiken, mens Else oversætter. Jeg fortalte bl.a fortællingen om fodsporene i sandet – men gik lidt skævt ved at sige det var en strand, da ingen i kirken anede hvad en strand var….. Tror nu nok at Else redede den i oversættelsen.  Det var vist den eneste kulturbrøler jeg fik lavet, og efter at have sagt amen, satte jeg mig pænt ned på min plads igen - stolt og ydmyg.
Gudstjenesten fortsatte. Vi var kommet til offeret/indsamlingen hvor man tre gange skulle give gaver eller penge
Alle de materieller gaver (især madvarer), blev  efterfølgende solgt udenfor kirken på aktion. Se et klip fra gudstjenesten her.
Billeder fra aktionen (både Mettes og mine billeder. Husk du kan klikke på dem for at se dem i større)
             

Der var en i menigheden der for at vise sin taknemmelighed, købte mig en levende hane…..Mkisa og Alinda tjekker lige at hanen er ok

Jeg er stolt af mig selv, ydmyg over de fremmede omgivelser, menneskerne og det liv de lever med så lidt. Og samtidig var jeg meget taknemmelig for at være blevet presset ud over mine egne snævre grænser. Stærk dag fyldt med mange smukke minder.

Det er ved at være lidt siden jeg har skrevet, så jeg ville bare lige skrive at alt går godt her. Skønt at få mails fra jer der læser med, og høre jeres reaktioner

Grunden til at jeg ikke har fået skrevet så meget er at ungerne er startet i skole, hverdagen er startet og - tja så virker det ikke som om der er så meget at skrive om. Det er vel som med så meget andet, den ene dag tager den anden uden de store sindsoprivende oplevelser = hverdag, ligegyldig hvor i verden man er.

I går var Sofie hjemme fra skole med ondt i maven, men idag var hun afsted. En sådan almindelig dag ringer vækkeuret lidt over 6. Efter lige at være kommet til mig selv (evt et bad) står jeg op og sætter boller på plade og sætter dem i ovnen, før jeg går ind og vækker ungerne. Thomas går som regel ind og vågner ved sit Lego mens Sofie får ordnet hår og børstet tænder. Så passer det med at Christian har lavet kaffen og sat morgenmaden klar når bollerne kommer ud af ovnene.
Efter morgenmaden får de uniformer på og kvart i otte kører vi mod skolen.

Det gode ved det engelske skolesystem der køres efter er at strukturen og disciplinen - det er super for Sofie og Thomas ved også præcis hvad han skal når han kommer om morgenen.

Det er først i denne uge at jeg ikke er hos dem hele dagen. Så jeg kører hjem indtil kl.12.30 hvor jeg henter Sofie, så hun kan komme hjem og sove til middag før vi henter Thomas kl.15.
Inden aftensmaden skal Sofie lave lektier og … ja så går dagene

Så nu hvor ungerne er afsted og jeg ikke skal være med, skal jeg til at have fundet min rolle, min tid. Der er heldigvis en masse jeg skal have læst og så snart jeg kan skal jeg i gang med intensiv swahiliundervisning. Her kan jeg sagtens klare mig med engelsk, men andre steder i landet er det ikke så nemt. Som f.eks når jeg skal til Karagve til missionsmøde om 14 dage, der er jeg ret afhængige af mine kollegaer og deres swahilikompetencer.

Der ud over vil jeg gerne lægge lidt arbejde i den kirke jeg kommer i hernede. Det er en engelsktalende interkonfessionel kirke, med mennesker fra hele verden. Gudstjenesten er ledet af ‘almindelige’ mennesker - ja faktisk tror jeg nok jeg er den eneste der er ordineret i menigheden Men det hindrer dem ikke i at holde gudstjeneste prædike og endda holde nadver. Ikke en af dem er i noget der ligner præstetøj el.lign. Jeg sprugte dem i lørdags om de havde overvejet at den der leder gudstjenesten skulle have en form for uniform, så man vidste det var ham/hende der var liturg. De så på mig som om jeg var fra en anden planet og sagde: Jamen vi siger jo hvem det er når vi starter! Godt så, hvem vil stadig tale for en stor tung uldsag med hvid tallerken om halsen?
Nå, det var lidt nyt herfra.
Sender kram til jer alle