HoltenMortensen.dk - Anne, Christian, Sofie og nu også Thomas

Deprecated: preg_replace() [function.preg-replace]: The /e modifier is deprecated, use preg_replace_callback instead in /var/www/holtenmortensen.dk/public_html/wp-includes/functions-formatting.php on line 76

Efter nu at have sat min dagbog ind for hele Thomas graviditetsforløb, er jeg klar til at fortælle om hans fødsel og tiden på hospitalet.

Vi var selvfølgelig meget spændte, for vi anede ikke hvordan hans tilstand ville være når han kom ud. Af samme grund anede vi heller ikke hvad vi skulle gøre med Sofie og hendes hverdag i tiden efter fødslen.
Derfor blev vi også meget taknemmelige! da Lisbeth (chr’s mor) tilbød at tage orlov fra sit arbejde og tage Sofie mens vi var indlagt

Thomas kom til verden d.2/11-2011  -  8 dage før termin
Vandet gik kl.3.15 (fuldstændig som med Sofie) og veerne startede 3.35. Lisbeth var lige kommet om aftenen og måtte lige have de sidste instruktioner ift Sofie, før vi tog vi af sted og vi ankom Rigshospitalet 4.25 (Tak til Christian for at have skrevet ned undervejs ). Faktisk var jeg på dette tidspunkt overhoved ikke bange eller nervøs. Lige der handlede det ikke om hvorvidt han var syg, men om at han ville til verden

På Rigt kom jeg ind og blev undersøgt og var 2 cm åben. Havde veer ca hver 6. min, men uden at det var uudholdeligt. Jordmoderen var ikke helt tilfreds og ville gerne have haft mere progression i det og overvejede vedrop. Men inden vagtskifte (ca kl.6.45 undersøger hun mig sidste gang (stadig 2 cm) og tog så hinderne - AV. Og SÅ gik det stærkt Veerne kom væltende og jeg havde ingen pauser. Så da den nye jordemoder kom 7.30 var jeg gasblå i hovedet. Hun ville gerne undersøge mig og beder mig om at ligge ned mens hun undersøger (Jeg har rigtig svært ved at ligge ned når jeg har veer og står op under udvidelsesfasen. Kan bedst arbejde med mine veer, hvis jeg kan bevæge mig når jeg har ondt. At ligge stille på ryggen og bare vente på næste smertehelvede – nej, det duer jeg ikke til). Undersøgelsen viste at jeg var 3cm åben …Der blev jeg sgu gal! Alle de smerter for 1 cm!?! Da jeg fik lov til at rejse mig fra lejet nærmest faldt han ud. Jeg sagde at jeg havde pressetrang, men det kan man ikke have på 3 cm, så da hans hoved kom ud i de elegante netunderbukser man får på, blev jordemoderen temmelig befippet. Jeg nåede at få knæene op på briksen så hun greb ham derfra, vildt (jeg smiler nu, men dengang var det lidt hektisk).
Han var super fin Var nærmest ikke blevet trykket og fik topkarakter i apgar. Han var 52 cm og vejede 3475g  – alt ville være perfekt hvis ikke det var fordi vi alle vidste at det ikke var perfekt. Børnekardiologerne stod klar til at scanne ham på neonatal, så Christian gik med ham. Åhh hvor ville jeg have ønsket at jeg kunne komme med. Det var det kritiske øjeblik, og jeg kunne ikke komme med. Godt Lærke var hos mig!  Hun skulle have været med til fødslen, men nåede det ikke. Alle troede jo der var god tid
Efter ca ½ time fik jeg lov til at følge efter til neonatal, og få af vide hvordan det gik med vores guldklump. Heldigvis så det ud til at hjertet fungerede selvom det nu arbejdede under et andet tryk uden for livmoderen. Han skulle nu klare det selv, og det så faktisk helt godt ud. Vi var nervøse - men alle virkede fortrøstningsfulde. Lillemanden fik monteret div overvågning der skulle holde øje med hjerte, iltmætning etc. så vi havde hans tal kørende på en skærm over sengeni døgndrift. Det var ikke få gange i løbet af sådan et døgn at en af målerne rykkede sig, gik løs eller noget, hvorefter hele balladen begyndte at bippe og hyle. Han så meget syg ud med alt det udstyr, men de forsikrede os om at alle tal så fine ud.
Han blev lagt til og suttede helt fra starten, også selv om jeg ikke havde noget mælk endnu. Derfor fik han modermælkserstatning med sprøjte hver 2.time– og det var ret præcist hvor meget han skulle have – nok fordi de er vandt til de små bitte børn på afdelingen. Faktisk var det lidt mærkeligt at sidde med ham. Han var jo kæmpestor når man sammenlignede ham med de andre skravl der lå på afdelingen – og man kunne jo ikke se noget på ham.
om fredagen blev han scannet igen – især mig som ikke var med til den første var meget meget spændt. De scannede og scannede og sagde så at det hele bare så super fint ud. Der var ingen fejl at se. Vestre side var stadig lidt lille, men det så ud til at fungere det hele. PYHA for en lettelse

Allerede inden Thomas blev født havde vi sammen med Helle Brink, planlagt nøddåb så vi var sikker på at få ham døbt. Men da han nu så ud til at have det fint, blev vi enige om at vi ikke ville holde nøddåb (det ville altid være i lyset af at han var syg, hvilket de ikke mente han var) så vi ændrede det til en taksigelsesfest og inviterede dem der havde tid og lyst, lørdag.
Det blev en rigtig dejlig dag Helle lavede den fineste gudstjeneste om hjerte – smerte /hjerte - liv og som en overraskelse sang Louise ’se nu stiger solen’ – smukt!!! En del af gudstjeneten var at alle skulle have et lille klisterhjerte hvilket Sofie gik meget op i at dele rundt, super sødt og god idé.

Efterhånden som dagene gik og scanningerne blev ved at være gode, begyndte vi at indstille os på at vi snart kunne få ham med hjem. Men så fik han guldsot. Jeg havde dannet antistof S under graviditeten og det kunne hans lever ikke rigtig få ud af hans blod – så han blev sat i lysbehandling. Først i en ’almindelig’ lyskasse, men da hans tal blev ved at stige blev han lagt i en kasse med dobbeltlys. Det så totalt alienagtigt ud. Talene blev dog ved at stige og jeg måtte kun tage ham ud for at amme hurtigt og så lægge ham ind igen.
Men til sidst stagnerede tallene og da han var en uge gammel fik endelig lov til at komme hjem. Jeg Skriver endelig, men tænk hvis vi skulle have ligget der i et år  Nej tingene vendte sig fra rædsel og frustration, til ren idyl og total lykke (indtil kolikken begyndte, men det må  komme i næste kapitel )