HoltenMortensen.dk - Anne, Christian, Sofie og nu også Thomas

Deprecated: preg_replace() [function.preg-replace]: The /e modifier is deprecated, use preg_replace_callback instead in /var/www/holtenmortensen.dk/public_html/wp-includes/functions-formatting.php on line 76

Der er en ting jeg er blevet opmærksom på hernede. Hvor fuldstændig grundlæggende det er for mig at være dansker! Synes egentlig selv jeg er ret international anlagt, hader patriotisme og kan ikke helt beslutte mig for hvad jeg mener om det danske kongehus – nej jeg anser faktisk ikke mig selv for at være særlig dansk. Måske er det derfor det er kommet sådan bag på mig hvor grundlæggende det er for mig at være dansk.

Når man møder en anden muzungu (sådan hedder de hvide på swahili), er det første man spørger om som regel hvor vedkommende kommer fra. Og jeg har nu flere gange mødt mennesker som har det utrolig svært med det spørgsmål. Mennesker som ikke har et entydigt svar når de bliver spurgt om hvor de kommer fra. Historien lyder ofte noget i retningen af; født i Kenya af missionærforældre, vokset op i Mozambique, gået på kostskole i England og er nu her i Tanzania. Eller: ”Jeg er new zealænder… Faktisk blev jeg født i Congo men vi boede der kun kort så flyttede vi til Zimbabwe. Jeg tog high school i New Zealand, men flyttede til Tanzania da jeg blev 27. Mine forældre bor nu i Gabon og min bror i Uganda.” Mennesker som ikke har én nationalitet. Men som skaber sig en base og et hjem her. Talte i går med en Tanzaniansk tømrer der er ved at lave reoler, stole etc til vores nye hjem og han sagde: ”Det er mærkeligt med jer. I taler om at skabe et hjem. Hvis jeg taler om hjem er det altid der hvor jeg er født.”

Jeg kan uden et øjebliks tøven svare at jeg er fra Danmark. Det er de danske fædrelandssange jeg kender (savner pt Septembers himmel….), det er de danske helligdage jeg føler mig knyttet til (på mandag har vi fri pga Eid) og det er de danske æbler jeg savner (i et land hvor enhver have med respekt for sig selv ikke har et æbletræ, men et mangotræ.)

Jeg forsøger ikke at være sentimental omkring mit land. Ikke at gøre ’mit land’ til et ejefald hvor ’mit’ derfor bliver noget jeg har retten til at definere. Nej det skal være et ’mit’ som siger noget om at det er en del af mig. Måske kunne man bruge udtrykket pars pro toto (del af helhed). Altså at jeg føler det at være dansk som at jeg er en del af en helhed – eller selvom jeg bare er en lille del af en helhed, er helhedens kraft og styrke i mig.

Jeg skal være ærlig og sige at jeg har de sidste år ikke været stolt af at være dansk. Fordi stoltheden i at være dansk er blevet en kvalmende selvforherligelse som vi kan bruge eksklusivt og kvalitativt. ’Jeg er mere dansk end dig’. Hvad er det for noget vrøvl at man skal gradbøje danskhed, i stedet for at lade det være det det er; en puls, noget helt grundlæggende og fundamentalt. Jeg kunne præcis lige så godt være svensk og være stolt af det, men det er jeg ikke. Rent tilfældigt, er jeg dansk og ikke svensk eller tysk eller russisk for den sags skyld.

Nu hvor jeg er her i Tanzania, og møder mennesker uden det fundament at høre til nogen steder, er jeg glad. Ikke på nogen måde ekskluderende, men bare glad. Glad for at der er et sted i verden hvor jeg hører til og hvor jeg (som verdenssituationen ser ud pt) kan være tryg og have det godt – kende sangene og mærke sprogets rytme i mit blod. Så er jeg taknemmelig og glad for at være dansk.

Hilsen Anne (Og NFS )