HoltenMortensen.dk - Anne, Christian, Sofie og nu også Thomas

Deprecated: preg_replace() [function.preg-replace]: The /e modifier is deprecated, use preg_replace_callback instead in /var/www/holtenmortensen.dk/public_html/wp-includes/functions-formatting.php on line 76

(Dette var egentlig formuleret til Danmission - men tænkte at I måske også havde lyst til at læse det )

Der er mennesker overalt! Mennesker i farvestrålende og smukke kjoler og pæne jakkesæt, alle er de i søndagstøjet.
Spænding og forventning, smil og hilsner, støv og farver, der flyder sammen med rytmen og pulsen fra brassbandet. Bekendte der mødes, en masse nye ansigter, sorte og hvide, alle i forventningsfuld venten på den procession, der startede i den anden ende af byen og hvis ankomst vil markere at selve ceremonien kan begynde.

Det er kun anden gang at man her i Meru stift skal indsætte en ny biskop. Første gang var for 24 år siden, og det ses tydeligt at man har gjort sit yderste for at markere denne særlige dag. Ca.30 store pavilloner er sat op udenfor kirken, og nok knap 1000 stole stillet frem for at skabe plads til alle både særlige VIP’s, indbudte professorer fra nær og fjern OG de helt almindelige kirkegængere der nysgerrige og kommet for at se deres nye biskop - Elias Kitoi Nasari.

Endelig kommer optoget og et stort antal biskopper stiller op og går i spidsen ind til den opstillede scene som er indrettet som koret i en kirke og hvor alle biskopperne skal sidde under den 6 timer lange ceremoni. Det kan godt være at man som Luthers kirke, har gjort op med pavemagten. Men hold op hvor er deres biskopper et imponerende syn! - -

Efter at alle respektfuldt har ladet biskopperne komme på plads, bliver der et leben og et mylder af den anden verden, for at komme ind af den lille låge, for at alle vil ind og have en god plads.
Men vi kunne have sparet os. For selv om vi faktisk var heldige (og havde den rigtige hudfarve) at komme til at sidde relativt tæt på scenen, var der så mange journalister at udsynet til de mange smukke bispekåber og bispehuer (gad vide om disse tophatte har et rigtigt navn???), var mildest talt begrænset.

Jeg var på en gang enormt ydmyg og meget spændt på at få lov til at opleve en bispevielse på så tæt hold. Og samtidig var jeg ret usikker på hvordan jeg burde opføre mig denne nye situation i dette stadige fremmede land hvor jeg tidligere er kommet til at overskride kulturelle barriere uden at ville det, så jeg har hele tiden antennerne ude og forsøger at holde den rette etikette. Heldigvis har jeg fået udleveret program for dagen – og de 63 sider !!! giver mulighed for at jeg kan synge med på salmerne, kan være med på menighedssvar og kan finde læsningerne i min danske bibel, medbragt til lejligheden – kort sagt hjælper mig til ikke at falde helt ved siden af.

En ting som man må lærer her i Tanzania er at hilse. At hilse på hinanden, og gøre det på den rigtige måde så man viser sine roller og den respekt hver især forventer, er en kultur man bør få styr på så hurtigt som muligt. En stor forskel fra vores danske kultur, hvor vi sjældent hilser på mennesker vi ikke kender. Men her i Tanzania er det altså omvendt, her bliver situationen akavet hvis man ikke hilser respektfuldt på hinanden.

Det er en af grundene til at ceremonien varede over 6 timer. For hvor vi indleder gudstjenesten med indgangsbøn, så indledte de her med at alle de indbudte gæster fra hele verden blev nævnt, rejste sig og blev budt velkommen. Herefter kunne gudstjenesten endelig begynde. En dejlig gudstjeneste med input fra adskillige kor, prædiken over vandringen på søen (og lederskabet som synker hvis ikke det bygger på troen på Kristus – så vidt jeg forstod), alle 23 biskopper læste et bibelstykke for kandidaten og det hele kulminerede i håndspålæggelse og selve indvielsen.

_____ Efter at Nasari nu var blevet biskop, læste en af medarbejderne fra stiftet hele biskoppens arbejdsbeskrivelse op og herefter blev samtlige 72 præster i stiftet nævnt ved navn + emeriti. NU begyndte jeg at sidde uroligt! Der var gået 5 time, temperaturen var godt over 30 grader, min vandflaske var tømt for længe siden og der var stadig over 20 sider tilbage af programmet…..

Nu hvor selve ceremonien var på plads, var det tid til hilsner igen. Efter tur kom gæster fra nær og fjern op og overbragte hilsner og gaver fra et universitet i Michigan, det Lutherske verdensforbund, venskabsmenigheder i Tyskland, diverse missionsselskaber osv. osv.

Jeg kunne nok ret nemt, ud fra det udførlige program, fortælle om hvad der skete under resten af forløbet, men sandheden er at jeg gik. Lavede snigeren; lod som om jeg skulle på toilettet og kom ikke tilbage.

Men ud fra den viden jeg har om hvordan man griber den slags festlige lejligheder an her i Tanzania, er jeg ret sikker på at der gik minimum 1½ time før de blev færdige, hvorefter der blev serveret mad for alle. Til dette måltid vil der være to højdepunkter.
1) Når ’kagen’ (ndafu) bliver båret ind. ’kagen’ er en stegt ged, der sidder med hoved og hele baduljen, og som skæres ud og spises. (Billede fra anden sammenhæng)
2) Når ‘kagen’ serveres og alle de vigtige skal op og give (og få) et stykke til den nye biskop.

Måske gik jeg glip af den vigtigste del – i alt fald den mest folkelige. Men jeg må sige at det var en meget stor oplevelse at være med til bispevielse. En oplevelse, som jeg i Dk kun ville have set på tv, blev her til virkelighed for øjnene af mig – og så endda i en noget mere farvestålende udgave end i Dk.

I Dk bliver kirken ofte nævnt som kulturbærer – også af dem der ikke selv bruger kirken ret meget. Som om hverken kultur eller kirke ville kunne stå selv, hvilket jeg mener er helt misforstået. Kirken som kulturbærer er et fængsel, som hverken kulturen eller kirken vil kunne leve med i længden.

Her i Tanzania oplever jeg igen og igen at kirken, har en tæt relation med de mennesker der bruger kirken og at kirken dermed hele tiden er i et dynamisk og pulserende forhold til hverdagen og livet. Her er det hverken kirken som institution eller præsterne, der bærer noget, men kirken er fordi befolkningen bærer troen og dermed bærer kirken.

Måske er det for inderligt til den danske folkekirke, og den afrikanske baggrund er så uendelig forskellig fra vores – og så alligevel? Måske er der rigtig meget vi kunne lære af kirken her i Tanzania.